Lokal værdiskabelse

Projektet vil bidrage med lokal værdiskabelse ved at øge det kommunale beskatningsgrundlag når afkastet fra energiparken beskattes hos de lokale ejere. Tidligere har Lolland Kommune haft det som erklæret strategi at VE-projekter skulle give lokale arbejdspladser. Selvom arbejdspladser utvivlsomt er en gevinst for Lolland Kommune, er dette ikke her den primære værdiskabelse af VE-projekter bliver til. Kallehave Energipark bidrager også til beskæftigelse, men det primære formål er dog at levere et afkast til de lokale ejere, som dermed styrker det kommunale beskatningsgrundlag.

Kapitaltunge investeringer af denne karakter skaber relativt få arbejdspladser i forhold til investeringsomfanget, men genererer til gengæld et betydeligt kapitalafkast. Afkastet beskattes hos ejerne, og hvis ejerne er bosiddende uden for kommunen, tilfalder skatteindtægterne den kommune, hvor ejerne har bopæl. Modellen er baseret på et kommanditselskab (K/S), som er skattemæssigt transparent. Det betyder, at selskabet ikke beskattes selvstændigt; i stedet beskattes afkastet som personlig- eller kapital indkomst hos de enkelte investorer. Hvis ejerkredsen består af borgere bosat i Lolland Kommune, vil en væsentlig del af projektets værdiskabelse blive beskattet lokalt og dermed styrke kommunens økonomiske grundlag. Som illustrativt eksempel anvendes regnskaberne fra Vindtestcenter Kappel A/S, som ejer de syv Kappel-møller. Formålet er ikke at beskrive den konkrete økonomi for dette projekt, men at belyse potentialet i en model for lokalt ejerskab, hvor egenkapitalen ejes af skatteborgere i Lolland Kommune. Dette er en forsimplet metode til at belyse potentialet ved modellen.

Figuren for oven viser driftsresultatet for Vindtestcenter Kappel A/S for perioden 2017-2024, hvor møllerne har været i drift. Her er da regnet et fiktivt skatteprovenu for kommunen ved at gange overskuddet før skat med den årlige kommuneskat som i perioden har varieret mellem 26,3-27%. I det bedste år ville det fiktive bidrag have været ca. 10.000.000 kroner og i det værste år ca. 1.600.000 kroner. Der er således tale om et betydeligt årligt bidrag til den kommunale økonomi. Skattebetalingen i et K/S vil være meget afhængig af individuelle skatteforhold, som der ikke er taget højde for i dette regnestykke.

Ifølge Danmarks Statistik (tabel PSKAT4) betalte en gennemsnitlig skatteborger i Lolland Kommune 47.157 kr i kommuneskat i 2023. Den gennemsnitlige skattepligtige A-indkomst udgjorde 287.569 kr, hvilket ved en kommuneskat på 26,3% svarer til omtrent 75.000 kr til kommunen for en gennemsnitlig arbejdsplads. På baggrund af disse forudsætninger er der foretaget en beregning af, hvor mange skatteborger- og arbejdspladsækvivalenter den foreslåede model teoretisk ville have genereret, hvis Kappelmøllerne havde været ejet lokalt og beskattet personligt. Den årlige kommuneskat er udregnet ved at tage indtjeningen før skat og gange med kommuneskattesatsen. Arbejdspladsækvivalent er udregnet ved at dividere den årlige kommuneskat fra projektet, med det gennemsnitlige kommuneskat bidrag fra en arbejdsplads. Resultatet af dette kan ses i nedenstående figur.

Hvis Kappel-møllerne havde været organiseret med lokalt ejerskab efter den foreslåede model, ville projektet over perioden have skabt et kommunalt skattebidrag svarende til 118 gennemsnitlige skatteborgere eller 74 fuldtidsarbejdere – alene fra møllernes drift.

Da projektet omfatter op til 5 møller af sammenlignelig størrelse med Kappelmøllerne samt et solcelleanlæg på 120 hektar, må det forventes, at projektet vil generere et mindst tilsvarende eller større kommunalt skattegrundlag end det, der er beregnet i ovenstående eksempel.